En Ordens Kontinuitet - OSJ-Dacia.org

Go to content

En Ordens Kontinuitet

Menu > Historie
En Orden er en speciel type organisation. Det har den egenskab, at den udvikler sine medlemmer gennem grader eller trin, som den tildeler dem efter bestemte kriterier gennem en ceremoniel eller rituel proces. Samtidig er ordener af meget forskellig karakter på grund af deres formål og deres kontinuitet, sammen-hæng over tid, er i modsætning til andre organisationer baseret på uforanderlighed.
Organisatorisk kontinuitet er ikke unik for ordenssystemer. Der er organisationer med århundreder af kontinuitet uden at disse er defineret som ordner. Med skiftende holdninger har de indhegnet deres formål i lige så skiftende tider ved at tilpasse sig, såsom gilder, arbejderbevægelser, kvindebevægelser og politiske organisationer. Ordner har flere elementer, der gør deres tilpasning til skiftende tider mere problematisk, og som langsomt gør dem til anakronismer, men alligevel uden at de mister deres relevans.
De ældste ordner, vi normalt peger på, er de religiøse klosterordner, kristne, buddhistiske og andre, men også esoteriske ordner som den Pythagoræiske. Andre lukkede, esoteriske ordener baseret på antikken og middelalderen eksisterer stadig, såsom Rosenkreuzere og frimurerne. De klassiske ordener af riddere som Tempelridderne og Johanniterne er forankret på samme tid. Endelig har vi symbolske æresordener, som ofte tildeles af statschefer, og som falder uden for i det følgende.


I alle disse forskellige ordresystemer er der en ubrudt Tradition som et afgørende, understøttende element for deres kontinuitet, kombineret med kriterierne for optagelse af nye medlemmer og forfremmelser i de ordenspecifikke grader. Med Tradition i denne sam-menhæng menes noget uforanderligt, et fundament indledt fra fundamentet og bevaret uændret gennem tiden. Dette handler om den grundlæggende idé, de bygger på, og den underliggende symbolik for ritualer og ceremonier, og hvordan dette fortolkes og fortolkes og udlægges udtrykker idéens indhold og sikrer, at det fortsættes. I de esoteriske ordener er dette meget centralt og ofte ekstremt kompliceret og komplekst. Her er en undervisning, der ikke er dogmatisk, og hvor den person, der ledes gennem graderne, ikke får klare for-klaringer, men må selv behandle det symbolske ind-hold og søge sin personlige indsigt. Uden denne indsigt
vil individet ikke være mentalt i stand til at imøde-komme symbolikken, handlingerne eller kravene til næste grad og vil derfor ikke kunne få adgang til den.
Traditionen har således et indhold, som i esoteriske ordener kan være meget krævende at forstå, men som i mere åbne ordener som Johanniterordenen er enklere og mere direkte. Johanniterordenen har også sit gradsystem, Ridder/Dame, Kommandør og Storkors opdelt i to klasser, Nådesridder- og Retsridder-klassen. Optagelse og forfremmelse er baseret på specifikke kriterier, især tro, personlige egenskaber, holdninger og fortjeneste.
Ceremonierne i Johanniterordenen er enkle i form, men en enkel form betyder ikke, at ceremonierne, der udføres ved optagelsen af nye riddere og damer eller ved forfremmelser, er uden noget at reflektere over. Især gælder det brugen af sværdet og hvad der siges under optagelsen. Dette er unikt for denne Orden. Her ligger det bærende symbolske element og Traditionens indhold. En ændring eller modernisering af disse elementer vil fjerne ordenen fra dens basis og dermed gøre den til noget andet. Den oprindelige Orden ophører således med at eksistere.

Det, der er afgørende for kontinuiteten, er, at de udførte ceremonier er ens og har det samme indhold over tid.
De traditionelle fundamenter i Johanniterordenen er ridderligheden, der bærer den kristne ridderetik, ridderlige holdninger og grundlæggende dyder, der findes skriftligt, bevaret fra ordenens oprindelse. Ordenen har som kristen en ordensregel, og som defineret ridderlig, en etik, der er nedfældet i dens forfatning og love. Dette hænger som et krav over hovederne på alle ordenens riddere fra den dag, de er optaget, indtil de 'fører deres kappe med til graven'.
Ligesom ridderorden var Johanniterordenen, i lighed med Tempelridderne og lignende ordner, udstyret til kamp til forsvar af troen og for de svage og nødlidende - oprindeligt pilgrimme, der gik på farlige stier mod deres mål. På et tidspunkt blev kvinder knyttet til Johanniterne for at hjælpe deres hospitaliære og humanitære aktiviteter. Deres formål var pleje af slagriddere, sårede og syge pilgrimme og endog fjender fra slagmarkerne.
Det var først efter inddragelsen af kvinder, at Damer af Ordenen blev indført, at Johanniterordenen overskred sig selv og kunne beskyldes for at bryde Traditionen som en ridderorden. Dette blev undgået ved at sikre, at den ridderlige etik og skikke blev brugt i forholdet til kvinder-ne. De blev optaget på et lige så bindende grundlag, men med et andet mål og vigtigst af alt uden at røre ved sværdet. Det sidstnævnte er grundlæggende og afgørende, da det fremhæver den ridderlige etik, der entydigt siger, at kvinder, børn og klerikale (uanset religion) ikke skal røres med et sværd og spares i kamp. Derfor må de heller ikke bære sværdet.
Det er netop ved at adskille optagelsen af riddere og damer, at ordenen bevarer selve Traditionen og kan eksistere som en ridderorden. Det er og vil være rid-derskabet, der er selve kernen i ordenen, og det siges ikke i en diskriminerende kontekst. Ridderlighed ran-gerer ikke kvinden som underordnet, men hædrer hende meget og lige. Den ridderlige holdning til kvinden blev ofte fremhævet af de middelalderlige trubadurer i deres sange, romancer og spil (jeux, lais osv.).
I dag er grupper af Johannitere, herunder SOSJ i Van-couver, af den opfattelse, at kvinder også skal dubbes med sværdet under deres optagelse, baseret på moderne menneskerettigheds- og ligestillingsprincipper. Hvis dette sker, er det ophører de som en ridderorden. Her blev besluttet på samme grundlag, at en dame godt kan være Stormester. Det afslører en fuldstændig mangel på indsigt i den ridderlige ordenstradition. Stormesteren i en ridderorden er også dens riddermester, den fremmeste af ridderne!
Med dette kommer vi til et andet element, der især gælder kontinuiteten i ridderordenen; linjen af Stormestre. Stormesteren, ikke kun som ridder og overhoved, er symbolsk og virkelig den samlende figur i tiden og den sammenkoblede figur over tid. I tilfælde af en stormesters død eller abdikation skal en efterfølger vælges af ridderskabet på en legitim måde og in-den for en bestemt periode. Hvis dette ikke sker korrekt, vil ordenen snart være bare historie. Rækken af stormestre skal være ubrudt og intakt, skønt en Stor-mester-stedfortræder undertiden legitimt kan be-sætte stillingen i en periode, for eksempel under en krig, hvor det er vanskeligt eller umuligt at samle ridderstanden til valg.
Der er stor prestige ved at kunne pege tilbage på historisk kontinuitet, tilbage til grundlæggelsen. Dette er en form for legitimering gennem historisk kontinui-tet, som alle Johanniterordner, der findes i dag, gør deres yderste for at tilskrive sig selv. Hvis man ser nærmere på den historiske stormesterrække, vil der blive set flere overtrædelser. Den mest åbenlyse krænkelse vedrører SMOM, den dominerende Johanniterorden i dag. SMOM blev oprettet ca. 1803-05, flere år efter, at den oprindelige Johanniterorden havde valgt Tsar Paul I til Stormester og ført stormesterlinjen derfra. Samtidig er SMOM en ægte ridderorden baseret på og fons honorum i den romerske pave, og den fortsætter med ære at føre den Johannitiske Tradition videre på flere niveauer.
Vores Johanniterorden har sine rødder i fortsættelsen via Rusland og valget af Storfyrste Alexander som Stormester efter flugt fra den russiske revolution og mordet på den sidste Tsar. Efter nogle årtier i Amerika returnerede Ordenen til Frankrig, hvor den sidste franske stormester var Yves de Villepin, og efter samlingen med de danske ordensgrene, hvis fortsættelse fra Rusland gik gennem Storfyrste Kyrill, førte stormesteren til Danmark og Ivar C H Castenschiold.

Op til dette punkt er linjen intakt, men der er et brud mellem den franske Stormester de Cassagnac og ordenens daværende protektor, Kong Peter II af Jugoslavien i 1963-64. Kongen trækker sig fra Ordenen og danner med sin kongelige myndighed en ny Orden af Johannitere baseret på en ny forfatning. Kongen bliver den første Stormester over ordenen. Det er denne Orden, som få år efter kongens død i 1970, er revet i stykker i krigsførende fraktioner. Helt i modsætning til ridderlighed og kristen etik, tager ledende menneskers ego fuldstændigt overhånd.
I 1990 forblev tre fraktioner; SOSJ med hovedkvarter i Vancouver, OSJ-KH, der samledes under HRH Prins Karl Vladimir af Jugoslavien (Kong Peter II´s nevø) og Det Russiske Storpriorat på Malta. Dette er åbenlyst ødelæggende for den Orden, som en konge havde sponsoreret og set udefra, ikke kun forvirrende og diskrediterende, men også problematisk i forhold til kontinuitet. Med udsigt fra den fransk-danske OSJ-genforening i 2006 var det åbenlyst, at bruddet i de tidlige 1960'ere måtte repareres med en genforening. Spørgsmålet var kun, hvor man skulle starte med tre modstridende parter. Da der allerede var etableret kontakt med SOSJ, blev dette udgangspunktet.
Et hovedmål var at forene alle ordenens grene under én Stormester relateret til den originale række af stormestre og sikre denne side af ordenens kontinuitet for alle. I 2010 lykkedes det at sammenføje SOSJ med OSJ og nogle foranstaltninger med henblik på at trække med Storprioratet på Malta og OSJ-KH blev forberedt. Der blev afholdt møder, og det blev aftalt, at de tre grupper skulle mødes som lige parter - På samme tid kom flere uheldige faktorer i spil; møder med skjulte dagsordener og parternes behov for selvhævdelse og selvlegitimering, og desværre igen personlige egoer med ambitioner om deres egen position - de samme træk, som i deres tid førte til opsplitningen af Kong Peter II´s Orden!
Omkring 2015 var der to kontinuiteter, SOSJ med stormester David Rolfe, der efterfulgte Castenschiold og OSJ-KH med Stormester HKH Prins Karl Vladimir med direkte kontinuitet fra Kong Peter II, samt et Storpriorat på Malta ledet af en Stormesterstedfortræder, dengang Peter Gabrielsen. Desværre skulde det blive mere end problematisk at bringe disse parter sammen og gendanne kontinuiteten.
Den næste kritiske episode fulgte inden for SOSJ umiddelbart efter David Rolfes bortgang i 2016. Kampen om at blive den næste Stormester var ikke succesrig for daværende Grand Commander Owen Brown. Uden den nødvendige tillid mislykkedes han med at få nok stemmer til at blive valgt under Sovereign Council i Cleveland i september samme år. Sovereign Council tildelte derefter ordenens Regency, hvis eneste opgave er at forberede valget af en ny stormester, 180 dage til at gennemfø-re det nødvendige; finde kandidater og foretage et nyt valg af Stormester. Et forsøg blev gennemført i begyndelsen af 2017 som et postalt valg med kun en kandidat. Dette mislykkedes, og Regency gjorde derefter ingen nye anstrengelser.
Efter udgangen af de 180 dage forlængede Regency sin egen mandatperiode indtil det næste Sovereign Council i juli 2018, men dette skete uden tilladelse fra Sovereign Council, og forlængelsen var derfor uden legitimitet og kun et talentløst skridt for at undgå endnu et nederlag i forhold til Sovereign Council. Med et Regency uden legitimitet var dens rolle over. Ordenen havde ingen stormester og ingen legitim vej fremad. Ordenen havde således begået selvmord gennem sin egen ledelse. Linjen var brudt, ordenen var død.
Selvom den efterfølgende periode var præget af utallige uregelmæssigheder i ledelsen, var den ikke længere en legitim Orden, men en typisk amerikansk 'social club' kendetegnet ved en forvirret identitet. Et nyt ’sovereign council’ i Finland i 2018 kunne ikke rette dette, selv med valget (for lukkede døre!) af en ny 'stormester'. Ingen kan nægte nogen som helst forsamling at kalde deres leder 'stormester'. . .

De europæiske ledere havde længe set denne situation komme, og i begyndelsen af 2018 valgte de at trække sig ud af SOSJ på grundlag af status ante genforeningen i 2010 og søge til den eneste or-densgren med en gyldig Stormester, OSJ-KH under Stormester, HKH Prins Karl Vladimir. Også den maltesiske enhed var uaktuel, netop fordi den egentlig kun er Storpriorat uden tilknytning til en Orden. Det hænger så at sige, i det fri, i tråde, der ikke er bundet op nogen steder.
Denne historiske præsentation viser tydeligt betydningen af en ubrudt Stormester-linje ud over ordenens indhold, dens formål, det symbolsk og ceremonielle. Lige vigtigt for kontinuitet er et formuleret grundlag, da OSJ-KH har en forfatning givet af Kong Peter II og en ordensregel (règle), der definerer det religiøse og ideologiske grundlag. Det er kun ved at holde disse uændrede over tid, som ordenen i sig selv beskytter dens kontinuitet.

Her har der været syndet meget i de forskellige splint-grupper fra Kongens oprindelige Orden.
Selvom forfatningen giver mulighed for at skrive tilfø-jelser på områder, som den ikke selv inkluderer, tillader den ikke ændringer. Dette betyder, at man ikke kan skrive tillæg, der ændrer betingelserne givet af forfatningen. Det vil repræsentere et brud på kontinuiteten. Det samme gælder for at skrive love eller æn-dre forhold, der bryder med den uskrevne tradition. SOSJ gjorde et forsøg på forfatningsændring, da de i 2017 tilføjede en ekstra sektion mellem sektion 15 og 16 i den oprindelige forfatning af Kong Peter II, der netop behandlede procedurer til gennemførelse af forfatningsændringer (!). Dette var ikke kun en forfatningsmæssig ændring for at tillade forfatningsændringer i strid med forfatningen, men også et falskt dokument - en kriminel handling. Det var lige så alvorligt, at det repræsenterede endnu et kontinuitetsbrud. Dokumentet blev straks trukket tilbage, da det blev opdaget på deres websted, men at det overhovedet skete, fortæller mere end ord manglen på forståelse af de elementer, der bærer en Orden og giver det kontinuitet og legitimitet.
Ved at bevare og praktisere ældgamle regler og traditioner bliver ordenen gradvist en anakronisme, fordi den ikke følger tidens retninger, men irrelevant bliver den ikke, når fundamentet er grundlæggende for menneskehedens gode, dens åndelige udvikling og ret til liv, tro og tanke. Hvor tidstrendene svinger i alle retninger, er der styrke i en tradition, der bærer høje-re og mere varige værdier end dem, der styrer tidsånden. På ydersiden er livet rentabelt og materielt. Til det indre er det åndeligt og intellektuelt og forstær-kes af en stamme af traditionel kontinuitet opretholdt af ægte ordner; religiøst, esoterisk og ridderlig. Når denne kontinuitet brydes, fra det indre gennem den tidsmæssige revision af traditionelt indhold og symbolik, og til det ydre af organisatorisk kontekst, som ved en brudt Stormester-linje, kollapser den bærende Orden, og der flyder ikke længere kraft op gennem dens stamme.
At vide, at man deltager i at fremme ærefulde traditioner, bidrager til at styrke dybe kulturelle værdier gennem skiftende tider og udvikle både sig selv og andre på et solidt, velprøvet fundament, kan være værd at tænke over næste gang man bærer kappen med det hvide johanniterkors!

Bailiff emer. Dag von Schantz GCSJ PUHO CMSJ
 
Copyright 2018 OSJ-KH Dacia
Back to content